Claus Dalby: Krukke∙køkkenhaven

Claus Dalby: Krukkekøkkenhaven. Forlaget Klematis, 2021.

Hvorfor krukker? Med dette grundlæggende spørgsmål begynder en rejse til krukkekøkkenhavernes vidunderlige verden. Der er mange fordele i at dyrke i krukker og andre beholdere – men der kan også være udfordringer. Hvad kan man dyrke? Og hvordan? Det, og meget mere, får læseren så svar på.

Bogen er en moppedreng på over 300 sider med tekst og billeder, og kunne næsten tænkes som værende flere bøger samlet til én.

De første kapitler handler om de overordnede praktiske råd og vejledninger. Hvor får man frø af god kvalitet, planternes sånings- og høsttidspunkter, lysforhold, drivhus, velegnede beholdere, den rigtige slags muld, vanding og gødning, osv…

Og der er selvfølgeligt ingen Claus Dalby uden æstetik ;-) En køkkenhave, og især en køkkenhave i krukker, bør også være pæn at kigge på. Så et særligt afsnit i bogen er dedikeret til dette emne.

Derefter tager bogen en smut til urban gardening og det grønne bymiljø mere generelt. Steder hvor man kan hente inspiration, samt interviews og præsentationer af folk i de grønne kredse. Jeg havde også selv fornøjelsen af at mødes med forfatteren da han var på en af sine researchture i det københavnske, og har så glædet mig til at se den færdige bog. (Som jeg nu har fået et eksemplar af – Mange tak!)

Den sidste del af bogen er et planteleksikon med dyrkningsvejledninger for både de nemme og de mere krævende planter til krukkedyrkning. Næsten 100 urter, grønsager, bærbuske og sågar frugttræer. Det handler dog ikke om at man skal prøve være så avanceret som muligt, men at man at vælger de rigtige planter som passer til ens ønsker og omgivelser. Der er også anbefalinger for gode begynderplanter.

Interessant, inspirerende og lærerigt læsning. Denne bog kommer ikke til at samle støv i bogreolen.