Lena Israelsson: Din orientalske køkkenhave

Lena Israelsson: Din orientalske køkkenhave. Cristian Ejlers’ Forlag. (Originaltitel: Odla orientalisk)

Bogen gennemgår 45 køkkenhaveplanter – både grønsager og krydderurter – fra Kina, Vietnam og Thailand, og fortæller hvordan man dyrker dem i det nordiske klima. Og et par opskrifter er der også med.

De fleste af de præsenterede planter er nok ukendte her i landet (komatsuna, mibuna, balsamæble…), mens nogle virker måske lidt mere bekendte (amarant, pak choi…) eller er helt almindelige (kinakål, aubergine, hvidløg…)

Det er altid inspirerende og lærerigt at læse om nye planter, men kigger man på bogen decideret fra ‘urban-gardening-vinkel’, så er der to ting jeg vil fremhæve: For det første er mange af de asiatiske køkkenurter velegnede til små haver, og nogle kan dyrkes i hvert fald delvis indendørs. Og for det andet er specielt de kinesiske køkkenhaver pragteksemplarer for blandingskulturer og dyrkning på små arealer – noget som bogen også fortæller om.