Michael Guerra: Den lille køkkenhave – Altaner og baggårde som spisekamre. Forlaget Modtryk, 2000. (Originaltitel: The Edible Container Garden).
“Den lille køkkenhave” er inspirerende og lærerigt læsning for enhver der drømmer om en køkkenhave i de urbane omgivelser, hvor man ofte må kæmpe mod udfordringer som trængte pladsforhold, forurenet jordbund eller helt manglende jord.
Som titlen – og undertitlen “Altaner og baggårde som spisekamre” – jo også antyder, er mottoet i bogen, at man sagtens kan dyrke mange forskellige grønsager og urter selv om man kun har begrænset areal til rådighed. Det kræver blot planlægning og valg af de rette afgrøder. Og problemerne med forurenet eller manglende jord kan løses ved at dyrke i beholdere eller i højbede.
Bogen er delt i tre kapitler. Det første kapitel hedder passende “De første skridt” og gennemgår faserne der sikrer et vellykket haveprojekt: Vurdering (mulighederne og ønskerne), planlægning af projektet, virkeliggørelse af planerne og pasning af haven. Man bliver også gjort kendt med jordtræthed – noget man skal være meget opmærksom på i en lille have, og særligt hvis der dyrkes i beholdere!
Det andet kapitel “Vækstområder” går et skridt videre og mere i dybten, og fortæller om redskaber, beskæring, skadedyr, sygdomme, vekseldrift samt om de forskellige havetyper (gårdhaven, baghaven, altanhaven, taghaven og vindueskarmen) og ting man skal tage hensyn til i forbindelse med dem.
Det tredje kapitel “Hvad skal jeg dyrke?” er en oversigt over planter der er velegnede i den lille køkkenhave: grønsager, frugttræer, bærbuske, krydderurter og spiselige blomster. Hver plante med en kort beskrivelse, om den trives i en beholder eller skal plantes direkte i jorden, minimum jorddybde, dyrkningsvejledning og andre nyttige informationer.
Bogen slutter med en kort præsentation af forfatterens egen have – som jo er ganske lille (25m2 dyrkningsareal), men som ser ud til at give en ganske imponerende høst. Noget der bekræfter at han må da helt sikkert vide hvad han skriver om.