Velkommen

Denne blog handler om dyrkning af pryd- og nytteplanter i urbane omgivelser – eller urban gardening, som det hedder på det internationaliserede nudansk.

Urban gardening kan være mange ting og foregår i mange størrelser. I den lille ende kan der være tale om blomster og urter i vindueskarmen eller i altankassen. I den større ende er det byhaver, lommeparker, grønne baggårde eller grønne tage.

Indhold består primært af korte artikler/blogindlæg om forskellige grønne emner som jeg tænker er interessante og relevante at skrive om, samt nogle bogpræsentationer (jeg elsker havebøger). Og så har jeg en ambitiøs plan om at lave en oversigt over de københavnske byhaver.

På længere sigt håber jeg at få tid til at skrive nogle særlige temasektioner fx om kompostering og om grønne tage. Samt hjælpe til at skabe grønne kontakter og netværk.

Til daglig arbejder jeg som bygartner (fx byhaveprojekter med socialt fokus) og grøn gårdmand (pasning af gårdanlæg). Hjemme i privaten hygger jeg med vores to altanhaver og en lille bitte nyttehave, samt diverse stueplanter og dyrkningsforsøg indendørs.

Med grønne hilsener

Jann Kuusisaari,
jann17@urbangardening.dk

P.s. Udover det dyrkede og beplantede – det menneskeskabte grønt – er det også vigtigt at huske give plads til naturen i byen! Læs mere om det på www.bynaturen.dk